Jakob Fastrup fører også civile sager og har netop vundet en større sag om det man kalder naboret ved Østre Landsret i København. Sagen drejer sig om et byggeri kaldet Gladsaxe Company house, opført af entreprenørfirmaet NCC på Tobaksgrunden i Gladsaxe.
Byggeriet er et 32 meter højt, 9 etagers kontorhus som NCC opførte i overenstemmelse med en byggetilladelse fra Gladsaxe Kommune. Selv om byggeriet var lovligt opført har landsretten i den nyligt afsagte dom givet det tre naboer erstatning på såkaldt naboretligt grundlag. Den samlede erstatning blev i overenstemmelse med et afholdt syn-og skøn vedr. værdiforringelsen fastsat til 1,2 millioner hvortil kommer renter og omkostninger.
Landsretten udtaler bla: ”…det ikke har været påregneligt for appelanterne” at et byggeri af den omhandlede størrelse ville blive opført som nabo til villavejen. Sagen blev i første omgang tabt ved byretten i Glostrup, men blev herefter af advokat Fastrup indbragt for Østre Landsret.
Jakob Fastrup oplyser i øvrigt at Byretten ikke ønskede at imødekomme en begæring om at besigtige byggeriet i forbindelse med sagen og at han derfor var meget tilfreds da Østre Landsret meddelte at det ville de gerne.
Det er trods alt nemmere at vurdere noget man selv har set, i forhold til blot at se det på billeder, udtaler Jakob Fastrup, der naturligvis sammen med sine klienter er særdeles godt tilfreds med afgørelsen.
Læs dommen her: Dommen