Dømt i byretten frifundet i Landsretten

Hjælp med indkøbsvogn var ikke medvirken til tyveri

I en nylig afgørelse har Vestre Landsret frifundet en mand fra Herning-området for medvirken til tyveri efter at Retten i Herning havde idømt ham 20 dages ubetinget fængsel.

Den pågældende havde kørt en kvindelig bekendt hen til et Netto-supermarked, hvor hun bla. oplyste at hun skulle købe nogle øl og vand til en fest.

Da det trak lidt ud med at hun kom ud igen gik manden ind for at se hvor hun blev af. På dette tidspunkt havde hun passeret kasselinien og manden hjalp hende ud med indkøbsvognen.

Da de nåede hen i bilen fortalte hun at varerne var stjålne.

Frifindelse

Landsretten frifandt under henvisning til at tyveriet var fuldbyrdet da manden blev klar over at varerne var stjålne. Anklageren prøvede i sidste øjeblik at redde situationen i Landsretten ved at ændre anklagen til hæleri. Dette blev dog afvist af Landsretten, da der ikke var rejst tiltale for hæleri. Jakob Fastrup, der førte sagen i Landsretten, men ikke i byretten, er meget tilfreds med landsrettens afgørelse.